Alle siger “du ser så godt ud” efter et vægttab – men du føler det ikke selv

Sidder du med de følelser, så er du ikke alene. Efter mit vægttab, havde jeg faktisk ikke lyst til at vise mig frem. Hver gang jeg mødte nogle af dem som ikke havde set mig i lang tid, så var alt der blev snakket om;

Hvor godt jeg så ud

Om det var svært at tabe sig?

Hvordan jeg havde gjort ?

Hvorfor jeg havde gjort det ?

Mange ville nok synes at det var mærkeligt at det var og er ubehageligt for mig, for hvem vil ikke gerne vise sig frem efter sådan en præstation. Ikke mig….

 

Det er svært at tage imod ros for et vægttab

Det er rigtig svært at være ude blandt mennesker, som alle siger du er godt nok blevet flot, sikke en form du har fået, du er flottere nu end før osv. Fantastisk at folk vil rose en, men det er desværre meget svært at tage imod, når man inderst inde bare gerne vil se ud som man gjorde før og ikke være midtpunkt. Man får alle de her gode kommentarer, men når man selv ikke kan forlig sig med hvordan man er kommet til at se ud og faktisk ikke føler at man er i sin egen krop, så kan man blive ked af det, hvilket jeg gjorde og gør en del stadigvæk, når det bliver for meget.

Det tager lang tid at ændre sin egen selvopfattelse af hvordan man ser ud og hvilken person man er. Som menneske har vi meget meget nemmere ved at huske de negative kommentarer end de positive. Har man negative tanker i hovedet og der kommer positiv ting udefra, så kan man risikere at det hele kollidere.

Personligt havde jeg en følelse af at jeg ikke kunne kende mig selv længere. Jeg kunne ikke kende min krop, mit ansigt. Det tidspunkt jeg meste kunne se at der var sket noget, var når jeg sad og kiggede på gamle billeder  og kiggede mig selv i spejlet samtidig, så kunne jeg se en forandring.

 

Min selvtillid er forsvundet med kiloerne

Som plus size havde jeg ingen problemer med at skulle stille mig op i et undervisnings lokale og undervise foran mange mennesker. Jeg kunne holde foredrag i timer og være selvsikker. Nu efter jeg er kommet ned i en størrelse 38-40, så har jeg slet ikke samme selvtillid. Jeg har ikke lyst til at snakke så meget, jeg tvivler på mig selv og hvad jeg kan. Det kan folk slet ikke forstå, de mener jo at min selvtillid skulle blive større og jeg skulle tro mere på mig selv, når jeg nu har kunne præstere et vægttab på over 45 kilo.

 

 

Er du kommet ud på den anden side – del gerne din historie

Er du kommet ud på den anden side af vægttabet og har du samme problemer, så er du langt fra alene. Skriv gerne en kommentar herunder og fortæl din historie. Lad os hjælpe hinanden.